Skip to main content

Det familieretlige og socialretlige system taler for dårligt sammen

VIVE har fulgt den familieretlige reform siden den blev implementeret i 2019, og de kommer med bl.a. følgende delkonklusioner i dette debatindlæg:

  • Det familieretlige og det kommunale system er alt for dårlige til at tale sammen.
    At det er tilfældet burde dog egentligt ikke komme som en overraskelse givet at det kommunale system i praksis – trods hensigten om andet – er fortsat med at være en tredje silo, som agerer uafhængigt af det familieretlige system og således kan bruges til at præge de familieretlige myndigheders perspektiv.
  • Børneinddragelsen er steget.
    At det er tilfældet er heller ikke overraskende givet at Familieretshuset i praksis ikke længere kan træffe afgørelse om feriesamvær og i mange situationer ikke engang kan træffe midlertidige afgørelser uden at tale med de involverede børn om dette. I praksis er børn således set indkaldt til 3-4 børnesamtaler i bare en enkelt sag i Familieretshuset. Det har efterhånden en karakter, så barnets ret til at blive hørt er blevet til et åg, fordi man tillægger børnene ansvaret for afgørelserne ved at man ukritisk lægger børnenes ord til grund som var de kognitivt i stand til at forstå de langsigtede konsekvenser af deres valg, hvilket de jo ikke er.
  • Forældrene oplever ikke at sagerne forbedrer deres forældresamarbejde og hverdagsliv.
    At det er tilfældet er er ligeledes ikke overraskende givet at ingen følger op på hvad der sker efter sagen afsluttes. Heller ikke for at checke om børnene trives med konsekvenserne af det valg, som dommen /afgørelsen indebærer. Det selv om disse afgørelser/aftaler ofte primært kun bæres af indholdet af børnesamtaler med børn, som er i klemme mellem deres forældre i sagen – og i nogen situationer i en grad så de i deres udtalelser tilsidesætter sig selv til fordel for behovet hos den forælder, der udøver det største pres.