ALTINGET-ARTIKEL med Samværsadvokaten om børn ift. lang sagsbehandling
I det politiske magasin Altinget blev folketingspolitiker Pernille Rosenkrantz-Theil i sidste uge citeret for at sige, at tid til at arbejde med familierne kan være vigtigere end fokus på at sikre et kort tidsperspektiv i skilsmissesagerne.
Som specialister på det familieretlige område er vi i SamværsAdvokaten dybt uenige i den udtalelse. For konsekvenserne af lang sagsbehandling er massive for skilsmissebørnene.
Det gav derfor anledning til et debatindlæg udarbejdet af SamværsAdvokatens advokat Tanja Graabæk, som i dag blev offentliggjort (også i Altinget). For skal vi hjælpe børn må vi ned i deres øjenhøjde og tage udgangspunkt i deres virkelighed.
Det er børnepsykologisk set ødelæggende for børn at stå i ”Ingenmandsland” mellem 2 forældre – og netop derfor er korte sagsbehandlingstider så afgørende. Og presset kan blive så stort for et barn, at barnet ender med at vælge side mellem forældrene (dvs. fravælger kontakten til den ene forælder) for at overleve. Men i Familieretshusets tilgang til sagerne ageres der som om børn kan tåle det. Man agerer som om børns liv står stille i de halve og hele år, som sagerne trækkes i langdrag i Familieretshuset. Men børn lever ikke i et vakuum under sagens behandling. De har et dynamisk liv, hvor de særligt i § 7-sagerne ofte aktivt bruges som strategiske skakbrikker af en eller begge forældre. Samtidig skal man huske på, at et tidsperspektiv på 6 måneder opleves som flere år set fra, børneperspektiv. Så stiller man sig i børnenes sko – og det skal man, hvis man vil hjælpe dem – så er Familieretshusets tilgang til sagerne hovedrystende.
Som praktikere har vi også virkelig svært ved at se, at udviklingen går den rigtige vej i Familieretshuset, sådan som Pernille Rosenkrantz-Theil beskriver det. Der skal henvises til den markante faglige kritik, som er haglet ned over Familieretshuset fra fx Ombudsmanden og Tænketanken Justitia – og nu senest Rigsrevisionen. De lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset har da også været et næsten vedvarende problem siden Familieretshuset startede op i år 2019, og her 4 år efter har Familieretshusets fortsat ikke løst problemet. Samtidig fremstår Familieretshusets sagshåndtering kun i stigende grad at være låst fast i procedurer, som er ekstremt svære at ændre. Det i en grad så Familieretshusets sagsskridt groft sagt er som perler på en snor, hvor sagen ligger stille mellem hver perle (hvert sagsskridt) og hvor det ikke er muligt med sideløbende tiltag. Konsekvensen er, at de tidssensitive sager drukner i passivitet med store konsekvenser for de involverede børn. For en stigende grad af velfungerende forældre skubbes helt/delvist ud af skilsmissebørns liv, selv om det er afgørende for børns udvikling, at de kan spejle sig i begge forældre under opvæksten.
