POLITIKEN KRONIK AF SAMVÆRSADVOKATEN

Samværsadvokaten gør status over det nye skilsmissesystem

Ifølge Statsministeren var år 2020 børnenes år – bare ikke, hvis du var skilsmissebarn

Politikerne på Christiansborg havde de bedste intentioner, da man skruede det nye skilsmissesystem sammen. Men skilsmissebørnene synker mere end nogensinde før til bunds – og det vil den nyligt tildelte merbevilling til Familieretshuset ikke ændre. For retssikkerheden der er skudt helt i sænk.

Som specialister på det familieretlige område har vi i mange år arbejdet på begge sider af bordet: Både i Statsforvaltningen (Familieretshuset) og nu i Advokatfirmaet Strauss & Garliks specialafdeling ”Samværsadvokaten”. Vi har vores daglige gang i både Familieretten og Familieretshuset, hvor vi ofte møder engagerede medarbejdere, og vi kan se både fordele og ulemper ved begge institutioner.

Vi er optagede af at sikre borgernes – især skilsmissebørnenes – retssikkerhed. Det er vigtigt at skilsmissebørnenes trivsel og udvikling sikres ved en ordentlig sagsbehandling hos de myndigheder, som behandler de sager, hvor børnenes forældre er uenige om børnenes rammer: Dvs. hvem der kan bestemme over børnene (forældremyndighed), hvem børnene skal bo mest hos (bopæl) og hvor meget børnene skal være sammen med den forælder, de ikke bor mest hos (samvær).

Det sker desværre ikke i dag, hvor det aktuelle skilsmissesystem er skruet sammen på en sådan måde, så det for praktikere som os tydeligt fremgår, at politikerne ikke har et reelt indblik i, hvad der sker ”nede på gulvet”.

Børnene bærer byrden

Man taler politisk set meget om vigtigheden af at sikre børn. Politikerne elsker at råbe fra tagene, at børnene har det godt. Astrid Krag har endda for nyligt anført, at børnene trods de massive sagsbehandlingstider kommer bedre igennem det nye skilsmissesystem. Vi undrer os over hvilke undersøgelser, der bakker dette op.

Fordi vi arbejder ”på gulvet” oplever vi nemlig på første parket den stadigt mere udbredte brug af børn som følelsesmæssige skakbrikker, som mange børn i højkonfliktsagerne desværre udsættes for i dag – og ikke mindst konsekvenserne heraf. Det ses i alle former fra generel mistrivsel til selvskadende adfærd og psykiatriske indlæggelser. En massiv mistrivsel som vi desværre oplever sker hyppigere og hyppigere i sagerne.

Vores oplevelse er, at skilsmissebørnene tabes på gulvet i højkonfliktsagerne. Ingen giver børnene redskaber til hverken at overleve i det spændingsfelt, som de står i imellem forældrene, eller til at undgå at blive presset ud i at vælge side i forældrekonflikten for at overleve. Vi oplever børn, der er så følelsesmæssigt pressede i konflikten, så de som overlevelsesstrategi vælger kontakten til en forælder fra, fordi ingen hjælper dem.

Skilsmissesystemet sidder i de situationer typisk ukritisk med hænderne i skødet. Familieretshusets ”redskabskasse” giver ikke mulighed for at tilbyde løbende samtaler med en børnepsykolog i højkonfliktsagerne, ligesom man ikke har ret mange børnepsykologer (dvs. psykologer med speciale i børn) tilknyttet.

I Familieretshuset tilknyttes børnene godt nok en kontaktperson. Det sker ved, at børnene kan ringe til et centralt nummer, hvor de kan bede om at blive ringet op. Men det bliver, når den ”voksne” har tid. Vi har flere sager, hvor børnene er endt med at give op efter forgæves forsøg på at komme i kontakt til deres kontaktperson i Familieretshuset. Og hvis det endelig lykkes barnet at skabe kontakt, så er det begrænset til et vist antal opkald og tilbydes mest med henblik på, at barnet skal til samtale i Familieretshuset. Det er ikke tiltænkt at være en generel støtte for barnet i forbindelse med, at barnet er inddraget i forældrenes konflikt. Det er med andre ord ikke tænkt som et redskab til at hjælpe de børn, der desperat har behov for hjælp.

I kommunerne har man typisk så travlt med at fokusere på forældresamarbejdet, at de helt ignorer, at børnene efterlades i en gryde med kogende vand, mens deres forældre (måske) lærer at samarbejde. Desværre. For sådanne forløb ville jo give skilsmissesystemet et langt mere dybdegående billede af barnets perspektiv og en psykologfaglig vurdering af det konkrete barns behov. Det samtidig med at man via forældrenes håndtering af barnet i konflikten, ville få en relevant observation af, om en af forældrene i særlig grad modarbejder barnets behov for at have en god og sund relation til begge sine forældre. En viden der ellers typisk først viser sig, når børnene falder helt fra hinanden eller de har valgt side til fordel for den forælder, der lægger det største følelsesmæssige pres på dem.

Virkeligheden er desværre, at børns skæbne i dag ofte afgøres på baggrund af 25-45 minutters børnesamtale med en for børnene fremmed voksen. En voksen som i øvrigt i Familieretshuset ikke altid har den psykologfaglige indsigt, der skal til for at afkode et udsat barn retvisende. Det sker selv om samtalerne omhandler noget af det, som et barn gemmer dybest inde i sit hjerte og derfor har sværest ved at åbne op om.

Man glemmer desuden i sagerne om samvær, at børn har et liv i 360 grader – et liv, hvor barnet kan komme i mistrivsel på grund af så mange andre aspekter end blot forhold hos den forælder, som er samværsforælder. Det undersøges således ikke i de højkonfliktfyldte sager, om bopælsforælderen i virkeligheden er den, der er mindst egnet til at være bopælsforælder. Man konstaterer bare, at barnet er i klemme – og lader samværsforælderen (og barnet) bære byrden. Det er en af årsagerne til, at det i praksis groft sagt er konsekvensfrit at bruge sit barn som en følelsesmæssig skakbrik. For myndighederne har det med at belønne de bopælsforældre, der sætter egne voksenbehov før børnenes.

Og selv om Højesteret i år 2020 afsagde en dom, som slår fast, at man kan miste forældremyndigheden, hvis man udøver ekstrem samværschikane, så skal der (desværre) uhyggeligt meget til før det når dertil. Børnene skal først være kommet i så massiv mistrivsel, at de er truet på deres trivsel og udvikling. Det kan undre, at ingen politikere åbenbart har tænkt, at der skal sættes ind før det kommer dertil i højkonfliktsagerne. For rådgivning er ikke et validt redskab i højkonfliktsagerne. Det vil bare trække tiden i de sager, der er mest tidsfølsomme.

Det aktuelle skilsmissesystem

De danske politikere har valgt et nyt skilsmissesystem, som øger konfliktniveauet mellem forældrene – og det starter allerede med ansøgningsblanketten: En 7-8 sider lang afkrydsningsblanket, som praktiske talt opfordrer ansøgeren til at fortælle, hvor dum, voldelig og nedbrydende den anden forælder er. Den anden forælder vil så føle sig angrebet og svare igen – og sådan har man skabt en højkonfliktsag.

Det er et system, der gør det endnu lettere for de skruppelløse forældre at skubbe den anden forælder ud af barnets liv, fordi tid er afgørende i sagerne. Det både henset til de lange ventetider, som gerne skulle afhjælpes med merbevillingen til Familieretshuset i år 2021, men også henset til at det med to systemer i et er blevet så meget lettere at trække tiden i sagerne. Der er ingen forståelse for, at børn lever et dynamisk liv, mens en sag kører.

Og hvad der skulle være et mere forenklet system er i praksis to helt af hinanden uafhængige systemer: Familieretshuset og Familieretten. Den ene hånd blander sig ikke i, hvad den anden gør:

Typisk ender Familieretten med at gentage Familieretshusets arbejde med at oplyse sagen i højkonfliktsagerne, fordi udtalelser og børnesamtaler er blevet for gamle inden sagen oversendes til Familieretten.

Det gælder dog ikke de omkostningstunge børnesagkyndige undersøgelser, som er skilsmissesystemets ultimative redskab til at undersøge, hvad der reelt set er op og ned i højkonfliktsagerne. Familieretshuset skal som hovedregel udarbejde dem i højkonfliktsagerne, men i praksis sker det (desværre) alt for sjældent – og det sker konsekvensfrit. For Familieretten retter typisk ikke op på Familieretshuset ”fejl”, når højkonfliktsagen kommer til dem. Her har man nemlig fri bevisførelse, fordi retsplejeloven trumfer den familieretlige vejledning, som Familieretshuset skal følge. Og når sagen først lander på dommerens bord, så har sagen typisk været så lang tid under vejs, at hensynet til en hurtig afgørelse kan forekomme at veje tungere end behovet for en børnesagkyndig undersøgelse. Samtidig må det set da også fra et økonomisk perspektiv forekomme provokerede, at domstolene skulle påtage sig udgifter for opgaver, som burde være afholdt af Familieretshusets pengekasse.

Sker der andre form for fejl undervejs (f.eks. hvis et retsforlig formuleres så løst, at det ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, fordi dommeren ikke er vant til samværssager), så må borgerne starte hele møllen helt forfra – og husk at en helt almindelig samværssag kan vare i 1,5 år. For både Familieretten og Familieretshuset har ventetider.

Dertil kommer, at man ikke i systemet i tilstrækkelig grad har sikret, at den fast integrerede administrative praksis på samværsområdet fra Statsforvaltningen og Familieretshuset udbredes til alle aspekter af skilsmissesystemet. Aktuelt kan den samme samværssag falde nemlig forskelligt ud afhængig af, om den behandles i Familieretshuset eller Familieretten – og det er mildt sagt uhensigtsmæssigt i et skilsmissesystem, som blev solgt ind som én samlet enhed.

Familieretshuset

Politikerne har netop valgt at frede Familieretshuset i en periode, hvilket er decideret hovedrystende. For i det nye skilsmissesystem har man sluppet Familieretshuset løs på græs uden kontrolorgan. Det har betydet, at retssikkerheden er styrtdykket i Familieretshuset set i forhold til det gamle skilsmissesystem.

Vi har aldrig tidligere skullet kæmpe så hårdt for at sikre borgerne helt sædvanlige rettigheder i Familieretshusets sagsbehandling, som vi skal i dag – endda omkring helt basale aspekter. Det nåede et punkt, hvor vi op til sommeren 2020 var nødt til at bede Folketingets Ombudsmand om at træde ind i sagen. Han er nu i gang med at undersøge en række forhold i Familieretshuset. Men udfordringerne er store og mangeartede:

De børnesagkyndige i Familieretshuset udfører ofte juridisk arbejde. Det typisk uden kendskab har til den mangeårige juridiske praksis, som vedkommende burde læne sig op ad i sin vejledning. Det betyder, at man som advokat kan sidde i to møder i Familieretshuset omhandlende præcis samme problematik, og blive vejledt helt forskelligt. Samtidig formår de børnesagkyndige ved aftaleindgåelse sjældent at sikre alle faldgruber og at nedfælde aftaler juridisk korrekt – og dermed skaber de trods gode intentioner et grundlag for efterfølgende konflikter på grund af uklarheder i aftalen.

Mødereferaterne er ofte meget korte, ligesom de ofte udelader væsentlige oplysninger, som er fremkommet på mødet. For selv om Familieretshuset har en pligt til at nedfælde alle væsentlige oplysninger, så vejleder de på møderne som om den pligt er en begrænset pligt. En holdning som der i øvrigt ikke ses hjemmel til, men som efterhånden er blevet til en fast integreret praksis. Men når væsentlige aspekter af en sag ikke fremgår af mødenotatet, så bliver det efterfølgende nærmest umuligt at godtgøre, hvad der reelt foregik på mødet, ligesom det efterlader forældrene med endnu mere at konflikte om.

De almindelige midlertidige afgørelser, hvis funktion er at sikre en behandling af særligt hastende aspekter, træffes typisk først efter 4-8 måneder, hvilket underkender hele formålet med bestemmelsen. For ”haster” betyder ”nu”, når det handler om børn. 4-8 måneder er skaden jo sket.

Familieretshuset vejledningsforpligtelse honoreres typisk heller ikke. Vi har en del sager, hvor klienten ikke har haft hjælp under sagen i Familieretshuset, og hvor vi efterfølgende kan undre os over – henset til sagens omstændigheder – at Familieretshuset ikke har vejledt klienten om muligheden for at indgive en ansøgning om almindeligt midlertidigt samvær. Husk på at man som borger jo ikke kender systemet. Det er jo derfor at Familieretshuset har en vejledningspligt som forvaltningsmyndighed.

Og prøv ikke på at få din sagsbehandler i Familieretshuset i tale. At få svar fra en sagsbehandler er som at trække tænder ud på en odder, som meget gerne vil beholde sine tænder.

Så selv om politikernes tildeling af flere ressourcer selvfølgelig vil lette presset på Familieretshusets sagsbehandlingstider, så løser det ikke de retssikkerhedsmæssige problematikker, som i dag næsten blevet en integreret administrativ praksis. Man er nødt til at begynde at tage Familieretshusets massive udfordringer alvorligt. Det er ikke nok kun at se på ventetiderne. Der skal tages hånd om de retssikkerhedsmæssige brister.

En undersøgelse fra VIVIE tidligere i år indeholdt da også en sønderlemmende kritik fra skilsmissefamilierne, som var blevet spurgt om, hvad deres oplevelse havde været af at have en sag i Familieretshuset.

Familieretten

I Familieretten er man godt på vej ift. at løfte opgaven. Behandlingen af de familieretlige sager er fortsat udtaget i et særskilt kapitel i Retsplejeloven, og man har gjort et stort stykke arbejde med at (forsøge) at sikre ensartethed i sagens behandling samt en hurtig behandling. Men selv her er der beklageligvis rum for forbedringer ift. at kunne løfte opgaven optimalt.

For i Familieretten kan man desværre stadig møde en dommer, som ikke har den nødvendige indsigt i de familieretlige samværssagers behov, spilleregler og (ofte uskrevne) administrative praksis. En indsigt som er bydende nødvendig, fordi samværsområdet har markant flere nuancer end f.eks. sager om bopæl og forældremyndighed og fordi dommerne i samværssager ikke er bundet af parternes påstande, som man normalt er. Retten har et selvstændigt og øget ansvar. Samværsområdet blev derfor også i sin tid fjernet fra domstolene og lagt i hænderne på det administrative system af en årsag. Domstolene løste simpelthen ikke opgaven til tilfredsstillende sidste gang.

Det kan derfor også undre, at man i dag har lagt samværssagerne over til Familieretten uden samtidig at sikre det aspekt som gik galt sidst. For det er jo let at løse: Beslut fra politisk hold, at dommerne i Familieretten langt primært skal beskæftige sig med de familieretlige sager, så den særlig indsigt sagerne forudsætter sikres, og så er den ged barberet. Så lad os lære af vores erfaringer. For i modsætning til Familieretshusets massive udfordringer, kan Familierettens udfordringer let løses med lidt politisk velvilje.

Hvad er behovet

Vi havde ønsket et skilsmissesystem, som kunne leve op til den høje kvalitet og de rammer, som skilsmissebørnene og deres forældre fortjener. Kun meget få af vores ønsker bliver indfriet i de rammer, som politikere har valgt med det aktuelle skilsmissesystem. Noget som langt overvejende skyldes den konstruktion, som man har skabt med Familieretshuset.

Det er på ingen måde optimalt, men vi forstår godt, at eventuelle ændringer må ske indenfor de eksisterende rammer. Politikerne fokuserer aktuelt på forbyggende indsatser og at nedbringe ventetider i Familieretshuset. Det er gode ting – om end det på ingen måde løser alle Familieretshuset massive udfordringer. Men fra politisk side har man stadig efterladt børnene i højkonfliktsagerne ude til tørre. Det selv om de af alle skilsmissebørnene har det største behov for hjælp.

Selv om den politiske verden er, som den nu engang er, så findes der dog stadig en acceptabel løsning som vil hjælpe skilsmissebørnene i højkonfliktsagerne. En løsning, som endda er let implementeret:

Send de røde familieretlige sager direkte til Familieretten, så domstolene – ikke Familieretshuset – fortager sagens oplysning. Det frem for at skilsmissebørnene i sagerne skal bruge halve og hele år i Familieretshuset først. Øremærk midler til børnesagkyndige undersøgelser og giv Familieretten en bredere ”redskabskasse” som f.eks. overvåget samvær under retssagen og løbende børnepsykologiske indsatser i de tungeste konfliktsager. Men husk: Den løsning forudsætter, at de juridiske dommere i Familieretten pålægges at blive specialiserede, så min. 80% af deres sagsbyrde er familieretlige sager.

Der er et desperat behov for, at der bliver grebet ind. Skilsmissebørnene i særligt højkonfliktsagern fortjener at nogen tager deres mistrivsel alvorligt.

Vores statsminister erklærede år 2020 for ”børnenes år”. Hvorfor gælder det ikke skilsmissebørnene i højkonfliktsagerne?