Endnu en Justitia rapport med SamværsAdvokaten

1. Alt for korte frister i K-SV-sager
   Det opleves desværre fast praksis, at Familieretshuset i sager om kontantbevarende samvær stikker 2- og 3 dages frister ud til borgerne. Og er disse repræsenteret ved advokat (hvor der jo meget naturligt er en vis journaliseringstid) så er det de facto 1 dags frist. Disse frister ses ofte udstukket af Familieretshuset en fredag eftermiddag, hvorfor man som advokat – der jo ligesom Familieretshusets medarbejdere har fri i weekenden – dermed først kan se fristen efter at den ER sprunget. Problemet med det er også ved det kontaktbevarende samvær (fx hvor dette afvises i stedet for at man fastsætter overvåget samvær), at når først sagen er kørt af sporet ved en forringet sagsbehandling i første omgang (grundet afslag på kontaktbevarende samvær) og måske endda ved en forkert afgørelse, så er det næsten umuligt at rette op på senere. Det går i de værste tilfælde ud over de børn, der pga dårlig sagsbehandling mister kontakten til en forælder uden et validt grundlag.
2. Ikke nok børnesagkyndige undersøgelser
   Familieretshuset bruger ikke børnesagkyndige undersøgelser (BSU) i det omfang, som loven tilsiger: ”Børnesagkyndige undersøgelser er (…) en meget væsentlig del af sagsbehandlingen, siger Birgitte Arent Eiriksson” til DR.dk. I SamværsAdvokaten vurderer vi, at Familieretshuset udarbejder BSU’er i ca. 2% af §7-sagerne, selv om loven tilsiger at det skal ske som et udgangspunkt i sagerne. Og af Justitias rapport kan det påses, at antallet af BSU’er endda er faldet i Familieretshusets levetid – fx 63% bare fra år 2021 til år 2022 så man nu er helt nede på 73 undersøgelser ud af i alt cirka 9.500 afgørelser, som der er iværksat BSU i. Og få os ikke startet på kvaliteten af nogen af disse børnesagkyndige undersøgelser – eller problematikken med, at man ved klage over disse ikke kan se indholdet af Psykolognævnets kritik, med mindre denne er massiv (så offentliggøres det online) eller hvis en myndighed indhenter og udleverer dem (hvilket Familieretten og Familieretshuset sjældent gør). Så som borger kan man stå i den situation, at man får at vide, at Psykolognævnet har udtalt kritik, men man kan ikke se den fulde afgørelse.
3. Ingen offentliggjorte afgørelser
   Familieretshuset offentliggør ikke deres afgørelser, hvorfor det er umuligt for forældre at finde viden om praksis i lignende sager. Det kan vi i SamværsAdvokaten også kun tilslutte os. Vi kender til praksis og hvad der burde følge heraf, fordi vi alle selv har arbejdet i Familieretshuset, da det hed Statsforvaltningen og Statsamtet.
4. Ikke samme sagsbehandler
   Ud over at det er for let at få solomøder på et uberettiget grundlag, så holder solemøderne med sagens parter ikke altid af den samme sagsbehandler. Det vil sige i praksis, at den forælder som har solomøde først ofte præger Familieretshusets tilgang til sagen, så den anden forælders solomøde får karakter at en forholdelsesmøde. Det sker ofte. Justitia anbefaler derfor, at solomøder afholdes med en repræsentant for den anden forælder (bisidder/advokat) og at Familieretshuset sikrer at det er samme sagsbehandler, som håndterer begge møder. Men efter SamværsAdvokatens erfaring stopper problemet ikke der. For skal sagen afgøres i Familieretshuset, så træffes denne afgørelse typisk af jurister, som typisk slet aldrig har mødt sagens parter, ligesom der er forskelligartet sagsbehandling afhængigt af hvilken sagsbehandler, sagen lander hos. Nyansatte er simpelthen for dårligt oplæring. Bemærk at Familieretshuset har ansat 368 nye medarbejdere siden år 2019, og de anfører selv, at et af deres ”faglige fyrtårne” er en medarbejde, som kun været ansat i 3 år. Videnstabet i Familieretshuset er ekstremt, og den lave faglighed hos mange medarbejdere er en af årsagerne til, at der er så stor en retssikkerhedsproblematik i sagerne.
5. Dårlig visitation
   Familieretshusets visitation er problematisk, fordi skemaet lægger op til, at alt for mange sager visiteres i forkert spor, hvilket man ikke kan klage over, ligesom Familieretshuset ikke gen-visiterer sagerne når det opdages. Og skemaet skaber alt for mange sager med psykisk vold, idet sagen ved afkrydsning af dette behandles som indeholdende psykisk vold. Det selv om det retlige kriterie for at lægge til grund, at der er psykisk vold i sagen, typisk slet ikke er opfyldt. Og der afholdes alt for mange særskilte møder i sager med psykisk vold, netop fordi validiteten af påstandene ikke undersøges i visitationen. Det er også et problem ift. at det bliver for let at afskære kontakten til en forælder: ”Vi ser problemer allerede fra sagerne bliver visiteret til Familieretshuset, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er direktør i Justitia. Det er noget af det værste for en forælder at blive afskåret fra kontakt til sit barn, og derfor er det også helt afgørende, at sagerne er omgærdet af den højest tænkelige retssikkerhed”, siger hun til DR.dk. For Familieretshuset bruger ikke redskabet overvåget samvær til hurtig og effektiv trykafprøvning af anklager i sagen på en måde, som sikrer barnets sikkerhed. Reelt set er det kun Familieretten,der gør det.

At Justitia ikke også kommer nærmere ind på det faktum, at forvaltningsloven ikke længere retligt set gælder for sagens behandling i §7 sagerne fsva. de endelige forhold, at Familieretshuset selv i dag er klageinstans over egen sagsbehandling, eller at Familieretshuset har nedprioriteret midler til et af deres væsentligste redskaber (overvåget samvær) kan undre. Men man skal jo starte et sted…..

Læs den fulde rapport her:
https://justitia-int.org/wp-content/uploads/2023/07/Rapport_Retssikkerhed-naar-foraeldre-gaar-fra-hinanden.pdf