Sammenhængen mellem skilsmissebørns hverdagsliv og praksis i Familieretshuset undersøges nu
Familieretshuset, Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Absalon har modtaget en bevilling på seks millioner kroner fra VELUX FONDEN til et projekt, som skal styrke børneinddragelse i det familieretlige system. Forskning viser nemlig, at skilsmisser kan påvirke børn negativt – både mentalt, socialt og læringsmæssigt set. Dette forskningsprojekt skal derfor undersøge, hvordan børneinddragelse kan forbedre den støtte, som børn og forældre modtager i Familieretshuset, og derigennem afbøde de potentielt negative konsekvenser, m en skilsmisse kan have på børnenes trivsel og udvikling. Der er tale om et 3-årigt projekt, som ledes af dygtige Hanne Warming, som er professor ved Roskilde Universitet.
I det familieretlige system er der en tendens til at italesætte, at man vil sikre børns trivsel, hvorimod den praktiske udøvelse – respekt for at børn ikke lever i et vakuum mens en sag verserer, og at klemte børn ikke bare åbner op overfor en vildt fremmed om de ting, de gemmer inderst inde i deres hjerter, i en 30 minutters samtale – ofte mildt sagt halter. Så i Samværsadvokaten kan vi kun bakke op om ethvert tiltag, som kan styrke sammenhængen mellem skilsmissebørns hverdagsliv og sagerne i Familieretshuset.
Læs mere om tiltaget her:
https://ruc.dk/nyheder/millionbevilling-styrket-boerneinddragelse-i-det-familieretlige-system