SamværsAdvokaten går i rette med Mødrehjælpen

ALTINGET kronik med Samværsadvokaten om §7-sagerne

Flytning af konfliktfyldte skilsmissesager tilgodeser skilsmissebørnene – punktum!

Af familieretsadvokaterne Nanna Elvius Bolund og Tanja Graabæk fra SamværsAdvokaten, Advokatfirmaet Strauss & Garlik

I et indlæg i Altinget den 1. marts 2022 anførte Mødrehjælpen ved Trine Schaldemose, at vi skal passe på skilsmissebørnene. Noget hun bruger som argument for, at en flytning af §7-sagerne (sager med risikofaktorer) fra Familieretshuse til Familieretten ville være risikabel. Men om vi skal passe på skilsmissebørnene, er bare ikke det centrale. Det skal vi. Det centrale er, om vores aktuelle skilsmissesystem løfter opgaven. For Trine Schaldemoses indlæg afspejler ikke virkeligheden for de involverede børn.

I praksis er der et massivt problem knyttet til tidsperspektivet, herunder en manglende forståelse for dets enorme betydning for de involverede børns dagligdag, samt en manglende erkendelse af det aktuelle skilsmissesystems unødvendige passivitet, fordi Familieretshuset åbenbart ikke kan lave flere ting på en gang, samt udførelse af dobbeltarbejde. For Familieretshuset er stadig langt fra i mål med at løse deres massive udfordringer (noget Ombudsmandens fortsatte fokus på Familieretshuset også er et udtryk for).

Og alle de hjælpetiltag, som Trine Schaldemose fremhæver? Tja, den praktiske virkelighed, som vi sidder i dagligt, er, at Familieretshuset typisk indleder møderne i § 7-sagerne med vejledning om, at de jo kun skal forberede sagen for Familieretten. Der forekommer yderst sjældent nogen reelle tiltag til at hjælpe børn eller forældre ud af konflikt.

En §7-sags gang gennem Familieretshuset
Familieretssystemets procedure for § 7-sager uden midlertidige ansøgninger er således egentlig ret enkel – og den viser egentligt, hvorfor det går så galt:

• Sagen starter op: Det ved ansøgning indgivet på et ansøgningsskema, der opfordrer forældre i krise til at putte deres (subjektive) vrede og frustrationer ned i ansøgningsskemaet – og BUM: Så er der en sag med risikofaktorer.
• Sagen visiteres: Det på baggrund af ansøgningen, hvorefter parterne indkaldes til møde (4-8 ugers ventetid). Efter modtagelse af mødeindkaldelsen kommer mange dog ofte i tanke om, at de ikke vil møde med den anden forælder, hvilket Familieretshusets imødekommer med en ny indkaldelse (ny ventetid på 4-8 uger).
• Mødet afholdes: På mødet oplyser forældrene hver især deres (subjektive) oplevelse af omstændighederne i sagen og barnet.
• Reel sagsoplysning fortages: Familieretshuset indhenter eksterne oplysninger til sagen (6-10 ugers ventetid) efter mødet. Familieretshusets tilgang indtil dette tidspunkt er altså typisk kun baseret på et absurd løst grundlag.
• Evt. børnesamtale afholdes: Der indkaldes og afholdes børnesamtale efter mødet, og et notat herfra udarbejdes (3-10 ugers ventetid). Forældrene orienteres om notatets indhold ved enten skriftlig partshøring (10-15 dage) eller under et nyt møde (ny ventetid på 4-8 uger).
• Evt. undersøgelser laves, som f.eks. en børnesagkyndig undersøgelse (4-18 måneders øget sagsbehandlingstid). Loven siger, at børnesagkyndige undersøgelser som hovedregel skal foretages i disse sager, men i praksis sker det undtagelsesvist (ca. 2 %) – og her understreger Trine Schaldemose med sit indlæg særligt svagheden ved, når ikke-praktikere udtaler sig om praktiske forhold.
• Sagen oversendes sagen til Familieretten (typisk 2-3 uger) – og det i øvrigt kun med et yderst begrænset uddrag af sagens akter.

Fra ansøgning til oversendelse til Familieretten går der altså i bedste fald et halvt år (og i mange sager markant længere tid) – selv nu, hvor Familieretshuset har fået mindsket deres ventetider. Det er meget lang tid for et barn, der som minimum har været dybt involveret i forældrenes konflikt siden børnesamtalens afholdelse. En konflikt, som barnet ofte føler, at det bærer ansvaret for, fordi det handler om barnet. Samtidig skal man huske på børns tidsperspektiv: 6 måneder i voksenperspektiv føles som flere år for børn.

Familieretshusets sagsbehandlingstider og tilgang ér fortsat dybt problematiske for skilsmissebørnene – og det forstærkes af, at sagen tidsmæssigt set jo også skal forbi Familieretten (med rettens ventetider). En Familieret som også qua Familieretshusets sagsbehandlingstid i praksis ofte skal lave det meste af Familieretshusets arbejde forfra, idet oplysningerne er forældede, når først sagen behandles i retten.

Men hvad så?
Som specialister giver det ingen mening for os, at skilsmissebørnene skal slæbes igennem en unødvendig lang sagsbehandling qua lange perioder med passivitet i sagens behandling og dobbeltarbejde. Særligt når det børnepsykologisk set jo er afgørende for skilsmissebørnenes trivsel og udvikling, at der hurtigst muligt lukkes ned for en forældrekonflikt.

Det er desuden efter vores erfaring en grov misforståelse at proklamere, at Familieretten ikke arbejder for at hjælpe børnene mest muligt ved at sikre en helhedsorienteret løsning for familien. Familieretten har deres svagheder – og den manglende specialisering af dommere er i den grad en af kerneproblematikkerne – men ved de erfarne familieretsdommere oplever man ofte, at § 7-sager succesfuldt forliges/mægles med autoriserede børnepsykologer i Familieretten. Vi oplever også, at Familieretten er villig til at gå videre end Familieretshuset og bruger mere vidtgående redskaber til det. Retten er efter vores opfattelse generelt meget åben over for at sætte uhensigtsmæssige forældre stolen for døren som at bruge alternative ruter til at sikre, at man finder den konkrete løsning, der er til det konkrete barns bedste i sagen. Det mens Familieretshuset er låst i begrænsede rammer.

Så Trine Schaldemose går helt galt i byen med hendes forudsætning om, at Familieretshuset i højere grad arbejder for helhedsorienterede løsninger for børnene. Det er ganske enkelt ikke afspejlet i virkeligheden i Familieretshusets behandling af § 7-sager. Og beslutningen om den fremtidige placering af § 7-sagerne bør tage sit udspring i den praktiske virkelighed med fokus på at mindske det konfliktfelt børnene er sat i – både tids- og omfangsmæssigt set. Skilsmissebørnene fortjener det.