Kronik i JyllandsPosten med Samværsadvokaten
Samværsadvokaten slår i denne kronik et slag for at sikre det rette fokus i sager om skilsmissebørn: Forældreevner. Kronikken handler om den automatiske delte bopæl efter et samlivsophør, som blev indført med det nye skilsmissesystem. En regel, som giver forældre en illusion af rettigheder, som de ikke har i praksis. En regel, som fastholder børn i et konfliktniveau i længere tid end det var tilfældet før bestemmelsens ikrafttræden. Men kernen i problemet er det samme, som er gældende i hele det nye skilsmissesystem: At fokus i al for høj grad er på en bevarelse af status quo før børn frem for at sikre, at børnene primært er hos den af forældrene med de bedste forældreevner. For børnene er trods det nye skilsmissesystem stadig de store tabere ved skilsmissen.
Læs kronikken i JyllandsPosten her:
https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE11849617/ligestilling-er-stadig-en-illusion-i-en-skilsmisse/
Du kan også læse kronikken her nedenfor:
Den 1. april 2019 fik det familieretlige område et nyt skilsmissesystem. I det nye system deler forældre på papiret automatisk barnets bopæl mellem sig i de første 3 måneder efter at de er gået fra hinanden. Men i virkeligheden deler forældrene slet ikke noget.
Reglen om automatisk delt bopæl blev ellers ved lovens vedtagelse solgt som en periode med ro til barnet, fordi man nu ligestillede forældres ret til barnet efter parforholdets ophør. Men som specialister i familieret, der i det daglige arbejder med denne type sager, må vi i Samværsadvokaten bare desværre konstatere, at reglen i praksis har vist sig hverken at ligestille forældrene eller at beskytte skilsmissebørnene.
Nye forældreroller efterskilsmissen
For at forstå problemet skal man vide, at overgangen fra kernefamilie til opbrudt familie betyder nye roller til forældrene: En forælder bliver ”bopælsforælder” (den barnet har folkeregisteradresse hos), mens den anden forælder derefter automatisk bliver ”samværsforælder”.
De nye roller betyder groft sagt to ting:
For det første, at man går fra at være ligestillede forældre til at den ene forælder nu bestemmer lidt mere over barnet end den anden forælder gør. Bopælsforælderen kan f.eks. trods fælles forældremyndighed helt selv bestemme, hvilken vuggestue og børnehave, som barnet skal gå i, og at barnet skal gå i den lokale distriktsskole. Det selv om samværsforælderen er uenig heri.
For det andet, at kun denne ene forælder får sat en lup på i udøvelsen af sin forælderrolle. Hvordan myndighederne ser på og behandler myndighederne er nemlig forskelligt, afhængigt af hvilken forælderrolle man har: Kommunen er den, der vurderer bopælsforælderens forhold. Men kommunen blander sig først rigtigt i bopælsforælderens forhold, når det står så galt til at en tvangsfjernelse af barnet kan komme på tale. Samværsforælderen er derimod underlagt Familieretshuset og Familierettens kompetence. Her bliver samværsforælderens personlige forhold og kompetencer endevendt med en lup, hver eneste gang der kører en sag om ændret samvær. Og der er rammer for, hvad samværsforælderen må og ikke må gøre.
Et klassisk eksempel på forskellen er afhentning af barnet i institution: Bopælsforælderen må lade hvem som helst hente barnet uden dette reguleres – selv postbuddet. Samværsforælderen derimod skal primært selv foretage afhentning af barnet. Hvis det sker ved andre, så SKAL det være en voksen, som barnet kender og er tryg ved.
Hos de fornuftige forældre giver dette ikke anledning til problemer i praksis, fordi man respekterer hinandens plads i barnets liv, behovet for at kunne fungere i dagligdagen med nye familier samt barnets behov for en relation til begge forældre. Men der er en stigende gruppe forældre, for hvilke bruddet bliver en kampplads – og her er forskellene i rollernes rammer af væsentlig betydning.
Illusionen om ligestilling
Reglen om automatisk delt bopæl var som nævnt tiltænkt at rykke fordelingen af de to roller med 3 måneder, så forældrene i perioden blev ligestillede. Men i praksis er der bare ingen ligestilling. Der er kun illusionen heraf.
Når man i skilsmissesystemet vurderer, hvem af forældrene, der være bopælsforælder efter bruddet, lægger man nemlig også i det nye skilsmissesystem vægt på, hvordan forældrene har indrettet sig efter bruddet. Altså som om reglen om automatisk delt bopæl slet ikke eksisterede Det betyder desværre, at der stadig en væsentlig fordel i at agere strategisk og sikre sig ”kampgrund” ved at sikre at barnet er mest hos en i de 3 måneder, hvor der er delt bopæl.
De forældre, der agerer i god tro – en tro at den automatiske delte bopæl giver dem lige rettigheder til barnet – vil i praksis typisk enten acceptere selv at flytte ud af det fælles hjem uden barnet, eller også acceptere at barnet flytter ud af det tidligere fælles hjem sammen med den anden forælder. De tror, at de kan gøre dette konsekvensløst, fordi de på grund af reglen om ”automatisk delt bopæl” har fået den opfattelse, at de har lige rettigheder og derfor ikke vil miste noget ved at sætte barnets behov for ro omkring skilsmissen først. Disse forældre får sig noget en af mavepuster, når de opdager, at myndighederne lægger afgørende vægt på, hvem børnene har opholdt sig mest hos eller har haft folkeregisteradresse hos i 3-månedersperioden. I det gamle skilsmissesystem så disse forældre i det mindste muligheden for at tabe sagen komme. Det gør de ikke nu.
Skilsmissebørnene får ikke ro
Reglen om automatisk delt bopæl giver altså ikke børnene den tiltænkte ro efter skilsmissen. Det ville kræve en ændret tilgang i skilsmissesystemet: At systemet skal stoppe med at se på, hvordan forældrene har indrettet sig efter bruddet (hvem har barnet været mest hos i perioden eller hvem har fået tiltusket sig barnets folkeregisteradresse), og i stedet se på forældrenes forældreevner: Hvem af forældrene er bedst til på den lange bane at sikre barnets trivsel og udvikling.
Kun på den måde undgår man reelt set de uhensigtsmæssige situationer for børnene, som vi i Samværsadvokaten desværre ofte ser omkring skilsmissen, når begge forældre har gennemskuet at automatisk delt bopæl ikke indebærer en lige ret til barnet. Som f.eks. når en forælder fjerner barnet og isolerer det fra den anden forælder i flere måneder for at sikre, at barnet fremstår mest knyttet til vedkommende. Eller når forældrene kæmper for at komme først ned for at hente barnet i institution hver dag, så man kan vise at barnet i perioden har været mere hos en end den anden forælder. Noget som fjerner barnets muligheden for en struktureret og gennemskuelig dagligdag.
At lovgivningsmagten gerne har villet undgå disse situationer er kun en positiv ting for skilsmissebørnene. Men reglen om automatisk delt bopæl undgår bare ikke dette. Derimod låser reglen børnene fast i en klemme mellem forældrene i 3 måneder ekstra (set i forhold til det gamle skilsmissesystem). For før april 2019 kunne forældrene i det mindste søge hjælp hos myndighederne med det samme ved uenighed. I det nye skilsmissesystem kan de først få hjælp 3 måneder efter parforholdets ophør.
Egoisme belønnes
Med reglen om automatisk delt bopæl belønner man altså ikke de forældre, der sætter barnets behov for ro før deres egne voksenbehov for at stille sig bedst muligt strategisk set til at blive barnets primære forælder (bopælsforælder). Tværtimod. I stedet bilder man med reglen de forældre ind, at de konsekvensfrit kan sætte barnets behov først – og så straffer man dem bagefter ved ikke at give dem bopælen over barnet.
Det sker selv om det at kunne sætte barnets behov først er grundkernen i gode forældreevner. Så firkantet set straffer systemet de forældre, der udviser gode forældreevner, og tilgodeser de forældre, der har sætter sig selv først. Altså et fokus på kvantitet fremfor kvalitet. Noget som i øvrigt også gennemsyrer systemet i de særligt konfliktfyldte sager, hvor børnene sættes i en loyalitetskonflikt eller forælderfremmedgøres.
Reglen om automatisk delt bopæl har ikke ændret ved dette. Så en regel, som skulle ligestille forældrene og skærme skilsmissebørnene fra konflikt, har i praksis ikke gjort andet end at holde børnene fastlåste i et konfliktfelt mellem deres forældre i 3 ekstra måneder, og givet forældrene en illusion af ligestilling, som de ikke kan støtte ret på.
Så kære politikere, kom nu ind i kampen. Lad os lige få fjernet denne så absolut helt indholdsløse regel. Og lav for pokker nogle spilleregler for de familieretlige sager, hvor fokus handler om forældreevner – ikke hvem, der er dygtigst til at sætte egne voksenbehov i første række på bekostning af barnets behov.
