Røde familiesager skal direkte i retten
I denne artikel i Advokaten slår Advokatrådet et slag for, at de højkonfliktfylde familieretlige sager samt de familieretlige sager med risikofaktorer styres udenom Familieretshuset og straks overføres til domstolene (Familieretten).
I Samværsadvokaten er vi helt enige. På en vægtskål mellem Familieretshuset og Familieretten, så tipper skålen utvivlsomt til Familierettens fordel. De massive sagsbehandlingstider og de vedværende krænkelser af borgernes retssikkerhed i Familieretshuset har påvist, at Familieretshuset ikke formår at løfte opgaven forsvarligt – generelt, men særligt i de røde sager. Det har også vist, at det ikke var en god ide at slippe et administrative organ på skilsmisseområdet løs på græs uden et kontrolorgan (som Ankestyrelsen var det for Statsforvaltningen).
Der er dog et lille men…. for Advokatrådet glemmer i sin iver, at samværsområdet jo blev fjernet fra domstolene af en årsag i sin tid. Så smider vi bare sagerne over i Familieretten har man intet lært noget af sine erfaringer.
Samværsområdet blev jo i sin tid fjernet fra domstolene, fordi opgaven ikke blev løftet tilfredsstillende nok af domstolene. Noget som efter vores opfattelse skyldes en manglende specialisering af de juridiske dommere. Man skal jo huske på, at samværssagerne er indispositive sager, dvs. at dommerne ikke er bundet af parternes påstande på samme måde som ved sager om forældremyndighed og bopæl. Det stiller markant større krav til dommernes indsigt i og forståelse for samværsområdet og dets mangeårige uskrevne regler. Noget som allerede i dag er tydeligt.
Familierettens håndtering af samværssagerne i det aktuelle skilsmissesystem kan nemlig heller ikke gå helt fri af kritik. Familierettens udfordringer når på ingen måde i samme omfang af udfordringer, som ses Familieretshuset, men man kan stadigt tydeligt se kvalitetsforskellene på domme/retsforlig fra de retskredse/dommere, som langt overvejende har familieretlige sager (og derfor har et indgående kendskab til området), og dem som ikke har. For virkeligheden i nogle af de domme, som afsiges af sidstnævnte er:
- samværsområdets betydelige og mangeårige administrative praksis smides ud med badevandet, fordi dommeren ikke er bekendt med denne praksis og derefter afviser dens eksistens
- der afsiges domme, som er så upræcist formulerede, at de ikke kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse (som jo er hele formålet med at få en dom)
- begrebet ”samvær” bruges på begge forældre selv om det definerer samværsforælderens tid med barnet
- samværsforælderens ret til samvær anfører modsætningsvist, selv om dette kun kan defineres positivt (der er ikke hjemmel til at slutte rettigheden modsætningsvist, derfor anfører et samværsdokument også barnets ret til samvær med samværsforælderen)
Og så er der et generelt problem med at familieretlige domme ikke begrundes uddybende. Fordelen ved det administrative system har altid været, at afgørelser var indgående begrundede, så borgerne kunne læse sig til, hvad juristen helt konkret havde gjort sig af tanker i afgørelsen. Sammenholdt hermed fremstår en dom typisk som ”bare fordi jeg siger det”, hvilket er problematisk. Den meget begrænsede begrundelse i domme kan man da også argumentere for strider mod vores internationale forpligtelser, men det er en anden debat.
Set fra en praktikers synspunkt, som har siddet på begge sider af bordet, er det altså en rigtig god ide at sende de røde familieretlige sager til domstolene. Men det forudsætter at de juridiske dommere i Familieretten pålægges at blive specialiserede i den forstand, at min. 80% af deres sagsbyrde er de familieretlige sager.
Nu vil dommernes argument jo så kunne være, at Familieretten risikerer at ende som ”skraldespand” for de mindst dygtige dommere, fordi der ikke er prestige i de familieretlige sager. Men det er vi ikke bekymrende for. Der er heller ikke prestige i at være familieretsadvokat, men alligevel tiltrækker området dygtige advokater, fordi de føler sig kaldet til hjælpe skilsmissebørnene. Og vi kan jo mærke, at en masse rigtigt dygtige dommere har det på samme måde.
Uden en specialisering af de juridiske dommere ( dvs. så de alle kender alle samværsområdets juridiske finurligheder og tunge administrative praksis, for det børnepsykologisk bidrager de børnesagkyndige jo med), så bør samværsområdet ikke ligge i hænderne i domstolene. Den samme konklusion som man kom til i sin tid.
Hvis vi skal sikre skilsmissebørnene, så er vi nødt til at lære af vores erfaringer. Både ift. at Familieretshuset ikke magter opgaven og derfor ikke bør have opgaven, men også at overdragelse af opgaven til domstolene forudsætter, at sagerne ikke bare ryger i normal rotation, som det var tilfældet sidst. Dommerne i Familieretten skal primært have familieretlige sager.
Så ud med Familieretshuset, og ind med Familieretten med specialiserede juridiske dommere.
Læs Advokatrådets artikel i Advokaten her:
https://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/2020/Roede%20familiesager%20skal%20direkte%20i%20retten.aspx
