Nyt skilsmissesystem

Nyt skilsmissesystem

Den 1. april 2019 får vi et nyt skilsmissesystem. Det opererer med to instanser: Familieretshuset og Familieretten. Familieretshuset er indgangen til systemet. De lettere sager afgøres i Familieretshuset, mens de mere komplekse sager bliver afgjort i Familieretten (der ligger under Byretten). Formålet er at tænke familien som én sag på tværs af de forskellige myndigheder og skåne og støtte barnet bedst muligt.

For at sikre familiernes retssikkerhed kan alle afgørelser i systemet indbringes for domstolene. Det gælder altså både de mindre komplekse sager fra Familieretshuset (påklages til Familieretten) og de tunge sager fra Familieretten (ankes til landsretten). I den forbindelse er der en klage- og ankefrist på fire uger.

Samværsadvokaten er ved din side både i Familieretshuset og i Familieretten

Hvilke konsekvenser får det nye skilsmissesystem for dig, der er skilsmisseforælder og oplever problemer med samværet? Samværsadvokaten guider dig trygt gennem det nye system. Vi hjælper dig både med sager i Familieretshuset og i Familieretten. Vi har begge to ekspertisen, erfaringen og masser af holdninger til, hvordan vi får din sag belyst og behandlet til barnets bedste.

Familieretshuset – Statsforvaltningen i nye klæder

Statsforvaltningen ændrer navn til Familieretshuset. I det nye skilsmissesystem bliver Familieretshuset den samlede indgang, hvis I som forældre er uenige om rammerne for jeres børn. Helt lige som Statsforvaltningen er det i dag.

I Familieretshuset bliver sagerne opdelt i grøn, gul og rød – ud fra en vurdering af konfliktniveau og af sagens kompleksitet. Her bliver I tilbudt hjælp og rådgivning, der matcher konfliktniveauet i jeres sag. Der vil være fokus på konflikthåndtering og rådgivning for at hjælpe forældrene til selv at håndtere de uoverensstemmelser, der opstår omkring børnene i den konkrete sag og fremover. Skal der træffes afgørelse, sker det i Familiehuset for så vidt angår de grønne og gule sager, mens der afsiges dom i røde sager ved Familieretten.

Som din advokat er vi med dig hele vejen og repræsenterer dine synspunkter i alle sammenhænge.

Familieretten

Den anden del af det nye skilsmissesystem er Familieretten, som ligger under Byretten. Det er Familieretten, der træffer afgørelse i de komplekse sager med højt konfliktniveau eller vold og misbrug.

Familieretten får flere redskaber, som skal være med til at skabe varige løsninger for børnene, fx kan Familieretten sende en sag tilbage til Familieretshuset til ny behandling, og kan udskrive tvangsbøder til forældre, der ikke følger afgørelserne.

Samværsadvokaten kan være ved din side i Familieretten og sikre, at din side af sagen bliver præsenteret og behandlet bedst muligt.

Børneenheden

Børneenheden er også en nyhed i skilsmissesystemet. Børneenheden er barnets kontakt til systemet i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Formålet er at inddrage børnene i sagen tidligt og sikre, at de berøres mindst muligt af forældrenes uenighed. Enheden samler Statsforvaltningens eksisterende børnesagkyndige og står for alt børnefagligt arbejde for Familieretshuset og Familieretten.

Hent Domstolsstyrelsens pjece om det nye familieretlige system her: Velkommen til Familieretten - når forældre går fra hinanden.

Tag fat i os, hvis du har brug for en advokat i det nye skilsmissesystem

Vi er klar til at hjælpe dig med at navigere i det nye skilsmissesystem. Vi har sat os grundigt ind i de nye love og kender både skrevne og uskrevne regler til bunds.

Læs mere om os her – og tag endelig fat i en af os, hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget.