Samvær med tidligere bopælsforælder (mor) midlertidigt suspenderet, og barnet skulle udleveres med umiddelbar magt til bopælsforælderen (far)
Advokat Cathrine D. Bøhne fra Advokatfirmaet Strauss & Garlik har netop fået trykt en landsretskendelse, der markerer, hvor vidtrækkende tiltag retten kan anvende, når der er tale om vedvarende samværschikane og forældrefremmedgørelse.
Når et barn ikke udleveres til samvær, og Familieretshusets og domstolenes afgørelser ikke bliver efterlevet, kan det få alvorlige konsekvenser for både børn og forældre.
En landsretskendelse, som netop er blevet trykt i Ugeskrift for Familie- og Arveret, viser, hvor langt familieretten i praksis kan gå i tvangsfuldbyrdelsessager, og at manglende efterlevelse af afgørelser kan få alvorlige konsekvenser, når der i en sag er konstateret samværschikane og forældrefremmedgørelse.
Sagens baggrund
Sagen handlede om et barn, hvor far først i byretten og efterfølgende i landsretten ved dom havde fået tillagt forældremyndigheden over barnet alene, og hvor barnet således skulle have bopæl hos far.
Det fremgik af dommen, at mor gennem en længere periode havde udøvet samværschikane og forældrefremmedgørelse, hvor samværet mellem barnet og far enten ikke blev gennemført eller kun gennemført i meget begrænset omfang. Morens modvilje mod samvær medførte, at far og barnet ikke fik mulighed for at genetablere kontakten og relationen mellem dem.
Der var efter landsrettens afgørelse gjort flere forsøg på at få afgørelser gennemført i praksis, og der havde sideløbende ligeledes over en længere periode verseret flere tvangsfuldbyrdelsessager, hvor der var fastsat gentagne tvangsbøder, og kommunen medvirkede blandt andet ved forsøg på at få barnet udleveret, men uden positivt resultat.
Yderligere indgreb
Da fuldbyrdelsen ikke umiddelbart efterfølgende førte til en stabil ordning, traf familieretten yderligere afgørelser, hvor det blev bestemt, at:
- Barnet skulle udleveres ved anvendelse af umiddelbar magt
- Mor skulle tilbageholdes i forbindelse med udleveringen
- Barnets samvær med mor midlertidigt skulle suspenderes
- Barnets samvær med mor herefter skulle genoptages som overvåget samvær
Landsretten stadfæstede disse afgørelser.
Hvad betyder kendelsen?
Kendelsen viser, at familieretten i tvangsfuldbyrdelsessager kan gå langt for at fuldbyrde afgørelser om forældremyndighed, bopæl og samvær, samt anvende indgribende tiltag, når alle andre muligheder er udtømt, hvis det vurderes bedst for barnet.
Midlertidig ændring eller suspension af samvær kan i den forbindelse anvendes for at skabe ro om barnet og give mulighed for at genetablere relationen til den anden forælder.
Samtidig viser sagen, at sådanne skridt sker på et grundigt og oplyst grundlag. I den konkrete sag blev barnets forhold løbende vurderet, herunder med inddragelse af både børnesagkyndig bistand og kommune, og der blev foretaget konkrete vurderinger af, hvad der var til barnets bedste.
Retskraft og betydningen af at reagere hurtigt
Hvis en afgørelse/dom eller aftale om et barn ikke bliver efterlevet, kan den i praksis miste sin virkning. Det gælder både domme fra familieretten og landsretten, afgørelser fra Familieretshuset eller familieretten samt aftaler mellem forældrene, forudsat at aftalen kan tvangsfuldbyrdes.
Det er derfor vigtigt at reagere hurtigt og anlægge en tvangsfuldbyrdelsessag, hvis en afgørelse eller aftale ikke bliver overholdt, så afgørelsen fortsat har virkning.
Strauss & Garlik repræsenterede far
Advokat Cathrine Degenkolv Bøhne fra Advokatfirmaet Strauss & Garlik repræsenterede far i den omtalte sag – både i familieretten i hovedsagen samt i det lange forløb ved familieretten omkring tvangsfuldbyrdelse af først samvær og efterfølgende bopæl.
Under sagen lagde Cathrine blandt andet lagt vægt på, at tidligere tiltag, herunder tvangsbøder og kommunal bistand, ikke havde haft den ønskede effekt, og at det derfor var nødvendigt at gennemføre fuldbyrdelsen for at sikre, at landsrettens afgørelse fik reel virkning.
Der blev desuden lagt vægt på barnets behov for at få mulighed for at opbygge og bevare en relation til begge forældre.
Hvad er en tvangsfuldbyrdelsessag?
En tvangsfuldbyrdelsessag er en retssag, som en forælder kan anlægge i familieretten, hvis en aftale eller afgørelse om barnet ikke bliver overholdt i praksis. Det kan f.eks. være, hvis et barn ikke bliver udleveret til samvær, hvis samværet ikke gennemføres som aftalt, eller hvis en afgørelse om barnets bopæl ikke efterleves.
Formålet med sagen er at få familierettens hjælp til at sikre, at det, der allerede er aftalt eller besluttet, også bliver gennemført.
Familieretten vil først forsøge at finde en løsning mellem forældrene. Hvis det ikke lykkes, træffer retten en kendelse. Det er ikke det samme som en dom, men en afgørelse om, hvordan en eksisterende aftale eller afgørelse skal håndhæves og gennemføres.
En kendelse kan kæres til landsretten, som også træffer afgørelse ved kendelse. Landsretten kan herefter vælge at stadfæste afgørelsen, ændre den eller i særlige tilfælde sende sagen tilbage til familieretten eller Familieretshuset til fornyet behandling.
Har du spørgsmål til udlevering af børn og tvangsfuldbyrdelsessager?
Sager om udlevering af børn kan være komplekse og både juridisk og følelsesmæssigt krævende. Det kan være vanskeligt for mange forældre at vurdere, hvornår en afgørelse eller aftale kan fuldbyrdes, og hvilke skridt der er relevante i den konkrete situation.
Advokatfirmaet Strauss & Garliks familieretsteam har stor erfaring med sager, hvor det både kan være bopælsforælder og samværsforælder, der ikke efterlever afgørelser eller aftaler om udlevering til samvær. Sagerne kan være på vidt forskellige niveauer – fra enkeltstående udleveringsproblemer til længerevarende forløb, hvor barnet/børnene gentagne gange ikke bliver udleveret til de samvær, de har ret til.
Det forekommer ofte, at en tvangsfuldbyrdelsessag kører sideløbende med en ”hovedsag” om samvær, bopæl og/eller forældremyndighed.
En væsentlig del af rådgivningen er at vurdere, om der foreligger en afgørelse eller aftale, som kan tvangsfuldbyrdes, og hvor hurtigt der bør anlægges en sag, særligt pga. retskraft og mulighed for erstatningssamvær. En sag om tvangsfuldbyrdelse skal anlægges hos familieretten, modsat forældreansvarssager (samvær, bopæl og forældremyndighed), der indbringes for familieretten af Familieretshuset.
Hvis du oplever problemer med at få fuldbyrdet en aftale eller en afgørelse, kan du kontakte os for en drøftelse af din situation.
Familieretsteamet hos Advokatfirmaet Strauss & Garlik har også stor erfaring og ekspertise i at føre forældreansvarssager i Familieretshuset, familieretten og landsretten.
Hvis du vil vide mere om, hvad samværsschikane og forældrefremmedgørelse er og hvornår det er relevant at kontakte en familieretsadvokat, kan du læse mere på vores underside om emnet.
Mød hele vores familieretsteam, der er specialister i sager om tvangsfuldbyrdelse samt forældreansvarssager (samvær, bopæl og forældremyndighed).
https://straussoggarlik.dk/foraeldremyndighed-bopael-og-samvaer/



