POLITIKEN kronik med Samværsadvokaten om status i Familieretshuset

Politikerne svigter børnene i højkonfliktfyldte skilsmisser. For systemet fremmer konflikter snarere end forebygger dem, og det er forrykt at frede Familieretshusene, som trods 3 massive økonomiske indsprøjtninger har fået retssikkerheden til at styrtdykke. Det er nogle af konklusionerne, som Samværsadvokatens advokat Nanna Bolund og advokat Tanja Graabæk drager i denne kronik i Politiken, hvor de sætter fokus på skilsmissesystemets status her efter Familieretshusets 2. års fødselsdag.

For Familieretshuset er blevet mødt med kritik fra alle sider: Fra borgerne i en brugerundersøgelse fra VISO-rapport. Fra de professionelle aktører i en brugerundersøgelse foretaget af Advokatsamfundet. Fra Ombudsmanden i en rapport fra hans undersøgelse af Familieretshuset. Selv Socialministeren erkender, at Familieretshuset har ”et stort problem” (om end hun afviser at gribe ind). Kun Familieretshuset selv vurderer, at de er en succes. Noget de baserer på en betalt undersøgelse, hvor de har trukket 73 sager ud til optimal behandling. Det selv om Familieretshuset selv ikke i disse håndplukkede sager scorer topkarakterer fra brugerne.

Det står skidt til, men politikerne holder beklageligvis fast i ville at skamride den ”hest”, de har valgt som skilsmissesystem, selv om den er halt.

Læs kronikken her:
https://politiken.dk/debat/kroniken/art8053664/Familieretshusene-er-en-fuldtonet-katastrofe

eller læs den fulde til Politiken fremsendte kronik her:

KRONIK:

Familieretshuset taber skilsmissebørnene på gulvet – og alle er ligeglade

Her efter Familieretshuset 2 års-fødselsdag står det fortsat hovedrystende dårlig til i Familieretshuset, selv om Familieretshuset fik en pose penge ved opstarten og på finansloven for både år 2020 og år 2021 blev tildelt massive merbevillinger. Nu har Ombudsmanden også udtalt kritik. Men politikerne sover fortsat i timen.

Et ”nyt” skilsmissesystem blev søsat i april 2019. Med det ændrede Statsforvaltningen navn til Familieretshuset, direktøren blev skiftet ud og visse medarbejdergrupper fik navne (som f.eks. ”børneenheden”). Familieretshuset skulle varetage de samme opgaver som Statsforvaltningen ift. sager om forældremyndighed, bopæl og samvær, men visiteringen af sager blev ændret fra at være baseret på sagstype til at afhænge af konfliktniveau og risikofaktorer. Alle sager skulle fortsat starte i Familieretshuset, præcist som det var tilfældet i det gamle skilsmissesystems Statsforvaltningen, ligesom der ville fortsat være to juridiske enheder at føde afgørelsessagerne til: Det administrative system og domstolene.

Ved etableringen fik Familieretshuset ekstra midler tildelt for at rette op på Statsforvaltningens ”synder”. Men med det nye Familieretshus eksploderede ventetiderne, og den generelle kvalitet af det udførte arbejde styrtdykkede. Derfor blev Familieretshuset allerede på finansloven for året 2020 tildelt en merbevilling på 104 mio. kroner til at løfte den (fortsatte) opgave med at sikre det familieretlige område.

Familieretshuset var altså allerede inden deres 1 års-fødselsdag så meget på bagkant i forhold til at løfte deres opgave tilfredsstillende, at der skulle ekstra midler til. Uagtet dette udstedte Social- og Sundhedsministeriet i december 2020 en pressemeddelelse om, at Familieretshuset foreløbigt var en succes – uden det dog blev nærmere konkretiseret, hvori succes’en bestod.

I Samværsadvokaten oplevede vi, at borgernes retssikkerhed blev krænket i Familieretshuset i en grad, så vi måtte råbe vagt i gevær. Der er jo ikke noget alternativ til Familieretshuset for de forældre, der ikke selv kan løse deres uenighed, eller som ikke har penge og vilje til at søge alternativ hjælp i det private.

Vi råbte højt i juni 2020, hvor vi bad Ombudsmanden træde ind og undersøge, hvorvidt Familieretshuset krænkede borgernes ret til en rettidig sagsbehandling i sager om almindeligt midlertidigt samvær. Der blev til et bidrag til en verserende Ombudsmandsundersøgelse, hvor Ombudsmanden i en udtalelse af 4. maj 2021 udtalte kritik af Familieretshuset.

Vi råbte også højt i en kronik i januar 2021, hvor vi satte fokus på mange af de massive udfordringer, som vi som familieretlige specialister mødte, når vi havde vores daglige gang i Familieretshuset.

Det fik Familieretshusets vicedirektør Jakob Buch til at lave et LinkedIn-opslag den 3. februar 2021, hvori han bad os stoppe med at italesætte skilsmissesystemets udfordringer:

”Med kritikken skabes der endnu engang støj og usikkerhed omkring det nye familieretlige system. Hver gang det sker, skaber det utryghed blandt de mange familier, der har brug for hjælp. Det er det sidste, familierne har brug for”.

På vegne af Familieretshusets ledelse udtrykte Jakob Buch altså, at ekstern kritik – ikke Familieretshusets egne forhold – var årsagen til forældrenes utryghed ved skilsmissesystemet.

Nu starter langt de fleste forældre efter vores erfaring rent faktisk sager i Familieretshuset med tillid til, at de nok skal få den rette hjælp. Utrygheden opstår for rigtig mange forældre først efter de reelt møder Familieretshusets ventetider og sagsbehandling.

I sin harme overser Jakob Buch da også VIVE-rapporten fra 7. september 2020, som slog forældrenes negative oplevelser med Familieretshuset fast. Rapporten beskriver således en stigende utilfredshed med Familieretshuset, set i forhold til dens forgænger Statsforvaltningen. Det er i den forbindelse dybt bekymrende, at forældrenes brugeroplevelser er styrtdykket fra Statsforvaltningen til Familieretshuset. Familieretshuset jo kom til verden, fordi det stod så skidt til, at politikerne ikke kunne forsvare en opretholdelse af Statsforvaltningen.

Det kræver også kun en simpel Google-søgning på Familieretshuset, før forældrenes oplevelser folder sig ud. Det første, der dukker op, er Trustpilot med 1,3 stjerner til Familieretshuset, hvor flere brugere anfører, at de ville ønske, at de kunne give 0 stjerner. Derudover melder 95% af brugerne på Trustpilot, at oplevelsen i Familieretshuset var ”dårlig”, som er den lavest mulige kritik.

Fra fagfolk er kritikken lige så hård. I en undersøgelse foretaget af Advokatsamfundet blandt 267 advokater svarer 50 procent, at retssikkerheden er dårligere i dag end den var for fem år siden. Det med Familieretshuset som den store synder ifølge tilbagemeldingerne: En advokat svarede ”Familieretshuset har fjernet retssikkerheden i børnesager”, mens en anden skrev, at ”Familieretshuset krænker børn og forældres retssikkerhed ved for lange sagsbehandlingstider og vilkårlig sagsbehandling”.

Og nu udtaler Ombudsmanden så også kritik. Det af sagsbehandlingstiderne på de to områder, som ombuddet har sat sig for at undersøge: Sager om overvåget samvær efter dom og sager om almindeligt midlertidigt samvær. Sager som ifølge retsgrundlaget skal behandles ”hurtigst muligt” af hensyn til sagernes karakter, men som Ombudsmanden kunne konstatere havde en gennemsnitlige sagsbehandlingstid på over 12 uger – og i en konkret sag helt op til 76 ugers sagsbehandlingstid.

Læser man Ombudsmandens undersøgelse fremgår det, at Familieretshuset på flere områder ikke har stillet den ønskede statistisk data til rådighed for Ombudsmanden. Derfor er vurderingsgrundlaget nogen stedet blevet baseret på indkomne sager efter at Familieretshuset er blevet opmærksom på Ombudsmandens fokus og dermed har kunnet indrette deres sagsbehandling herefter.

Dokumentationen for, at Familieretshuset fungerer markant ringere end Statsforvaltningen for både de involverede familier og fagpersoner er med andre ord overvældende. Noget som skriger til himlen, når man ser på, hvor udskældt Statsforvaltningen var.

Fra politisk side fortsætter opbakningen til Familieretshuset dog. Socialministeren erkender oven på Ombudsmanden kritik, at Familiretshuset har et ”stort problem”, men ifølge hende handler det kun om manglen på midler.

Det selv om Familieretshuset også på finansloven for året 2021 blev tildelt en yderligere merbevilling på 238,4 mio. kroner til at forbedre sagsbehandlingen, og i samme omgang blevet erklæret fredet af politikerne. Noget Familieretshuset vicedirektør Jakob Buch også kommenterede på i sit LinkedIn-opslag:

”Netop derfor glæder jeg mig over, at Familieretshuset med finansloven for 2021 nu får de økonomiske rammer, som er nødvendige for at kunne løfte opgaven. Nu kan vi skrue endnu mere op og sikre, at ventetiderne går væk i løbet af 2022. Vi er i fuld gang med at rekruttere dygtige sagsbehandlere, og vi mener – i al beskedenhed – at vi er på rette vej med at løse vores opgave.”

Familieretshuset ledelse vurderer altså, at alt nok skal gå, hvis der bare i løbet af år 2022 kommer mere styr på sagerne. Men skilsmissebørnene fortjener bedre end at skulle vente så længe. Samtidig er der ingen evidens for at antage, at Familieretshuset i år 2022 vil rent faktisk have evnet at løfte opgaven til bare et forsvarligt niveau – hverken tids- eller indholdsmæssigt. For indtil videre har det, som vi har oplevet i praksis, været det stik modsatte.

Familieretshuset har godt nok lige betalt sig fra at få lavet deres egen undersøgelse af borgernes brugeroplevelse i ”fremtidens Familieretshus”, som netop er blevet offentliggjort. Det skal her slås fast, at der er tale om en til lejligheden opfundet (utopisk) ”fremtid” uden ventetider og med optimal sagsbehandling. Ingen andre familier har mulighed for at få denne behandling, hvorfor undersøgelsen på ingen måde er repræsentativt for de aktuelle forhold i Familieretshuset.

Undersøgelsen baseres kun på 73 (håndplukkede) sager ud af de mange, mange tusinde sager, som hvert år krydser Familieretshusets bord. Samtidig skal man huske på, at Familieretshuset qua formålet med undersøgelsen og det sideløbende fokus fra Ombudsmanden jo har været akut bevidste om, hvilke sager, man specifikt skulle udvælge til undersøgelsen for at få et optimeret resultatet, såvel som at sikre en optimal behandling sagerne for enhver pris.

Undersøgelsen konkluderer derfor ikke overraskende, at brugeroplevelsen, hvor Familieretshuset yder sit mest optimale, er bedre end den bundkarakter som Familieretshuset får i deres aktuelle sager. Det er dog værd at bemærke, at brugerne selv ikke i disse optimalt håndterede sager giver Familieretshuset topkarakterer. Alligevel kalder Familieretshuset det en succes. Vi kalder det PR-spin. For det er utopi at Familieretshuset nogensinde i praksis vil kunne møde alle sager med det serviceniveau, som de har stillet for dagen i disse kun 73 sager.

Fra en praktiskers og specialists side har Familieretshuset utvivlsomt været en katastrofe for skilsmissefamilierne. Og nu har selv socialministeren netop erkendt oven på Ombudsmandens undersøgelse, at der er ”store problemer” i Familieretshuset. Men hun afviser at gribe ind, fordi Familieretshusets udfordringer set med hendes øjne handler om utilstrækkelig finansiering.

Socialministeren har tydeligvis talt med Familieretshuset. For de har overfor Ombudsmanden forklaret sig med præcist det samme. Det selv om de overtog et for medarbejderne velkendt område og fik en økonomisk indsprøjtning både ved oprettelsen i år 2019 og efterfølgende med to massive efterfølgende merbevillinger på samlet set 342,4 mio. kroner.

Vi undrer os over, hvad de mange penge er blevet brugt til – ud over en ekstern konsulentundersøgelse af de 73 sager og den helt massive indsats fra konkrete medarbejdere, som er smidt efter disse udvalgte sager.

Ventetiderne på det første møde er forbedret noget ja, men stadig slet ikke nok. Den generelle faglige kvalitet i det udførte arbejde er uændret, og retssikkerheden halter stadig massivt.

Der er f.eks. fortsat 3-5 måneders ventetid på overvåget samvær (hvor man skal huske på, at alternativet ofte er at borgeren modtager en afgørelse om ophør af samvær). De børnesagkyndige undersøgelser, som sikrer en fuld oplysning af de komplicerede højkonfliktsager, udarbejdes fortsat ikke så ofte som loven tilsiger – og hvis de iværksættes, så er der en ventetid på op til 5-10 måneder (oveni den periode, som parterne allerede har ventet på at komme til deres møde i Familieretshuset). Familieretshuset svarer ofte fortsat ikke på henvendelser i sagerne (i en af vores konkrete sager var svartiden på status i en samværssag 5 måneder). Der er stadig en problematik med, at Familieretshuset først træffer de midlertidige afgørelser, som jo omhandler aspekter af hastende karakter, halve og hele år inde i sagen mv. Vi kunne blive ved.

Det er i den forbindelse helt fundamentale at skrive sig bag øret, at der bag hver eneste sag gemmer sig nogle børn, som står midt i en forældrekonflikt af en eller anden grad. Noget som al empirisk data peger på er direkte skadeligt for børnenes trivsel og udvikling.

Status her efter Familieretshusets 2 års fødselsdag er, at tingene fortsat står værre til i Familieretshuset end de nogensinde gjorde i Statsforvaltningen – uanset hvad Familieretshuset måtte have bildt Socialministeren ind.

For efter to års arbejdsro og tre massive poser penge kan Familieretshuset ikke fremvise nogen reelle form for resultater – andet end en Ombudsmandsundersøgelse med kritik af Familieretshuset, en VIVE-undersøgelse med voldsom kritik fra skilsmissefamilierne, og en undersøgelse foretaget af Advokatsamfundet indeholdende sønderlemmende kritik fra fagpersonerne, der i deres daglige arbejde oplever Familieretshuset på tæt hold. Alle undersøgelser, som det bemærkes står i direkte modstrid til Familieretshusets egen undersøgelse og socialministerens tidligere postulater om succes.

Konsekvensen af Familieretshusets nedadgående spiral har da også været tydelig i advokatbranchen. Vi har desværre kun oplevet en løbende stigning i klienttilgangen siden Familieretshusets etablering. Det i en grad så Advokatfirmaet Strauss & Garlik, som Samværsadvokaten er tilknyttet, har måtte udvide den familieretlige advokatstab for at møde behovet. Desværre. For set med vores øjne burde et administrativt skilsmissesystem som Familieretshuset kunne fungere med fuld respekt for borgernes rettigheder, således at der ikke var behov for advokater under sagens behandling. Noget som pt. ligner total utopi.

Hvad skal der til?

På den lange bane bør politikerne på Christiansborg overveje, om man fortsat bare vil skamride ”Familieretshus-hesten”, bare fordi det var den ”hest”, der i sin tid blev valgt. Vi erkender, at det kræver politisk mod at erkende, at man har satset på den forkerte hest. Men at holde skilsmissefamilierne fast i et skilsmissesystem, som stiller dem ringene end de nogen sinde er blevet stillet før, er bare ikke vejen frem.

At Familieretshuset lover guld og grønne skove i et forøg på at sikre deres overlevelse ændrer jo ikke på, at selv deres egen undersøgelse viser, at brugeroplevelsen i den utopiske verden med ”perfekte” sager, som modtager fuldt fokus og den mest optimale sagsbehandling, stadig ikke er til ”UG”. Og der mangler stadig evidens for, at Familieretshusets vil evne at skabe den fremtid for alle deres sager, som de bruger i undersøgelsen. Husk at undersøgelsen jo er baseret på forhold, der ikke afspejler noget bare i nærheden af en reel virkelighed.

Vi forventer faktisk ikke at se politisk mod. Med alle vores mange år på bagen som specialister på det familieretlige område, har vi lært ikke at sætte de politiske forventninger særligt højt.

Politikerne er dog som minimum nødt til at sætte ind overfor højkonfliktsagerne – straks. Her er børnene mere end i nogle andre sager udsatte. De lider under Familieretshusets sagsbehandling, fordi konflikterne kører helt af sporet for forældrene ved lange ventetider, manglende svar på henvendelser og begrænset sagsbehandling. Så det er de sager, der bør fokuseres på i en indledende løsning – for de involverede børns skyld. Det særligt ift. den dobbeltbehandling af højkonfliktsagerne, som vi pt. oplever.

For de lange ventetider i Familieretshuset – selv på børnesamtalerne – indebærer, at deres arbejde med at oplyse sagerne ofte er forældet, når sagen oversendes til Familieretten. Familieretten må således ofte indhente opdaterede informationer i sagen. Der betyder også, at børnene typisk skal trækkes igennem to børnesamtaler om det samme forhold i sagen, fordi Familieretshusets typisk børnesamtale ligger så langt tilbage i tiden, at Familieretten ser sig nødsaget til at foretage deres egen.

Alt det kunne undgås, hvis højkonfliktsagerne straks blev sendt til Familieretten. Det ville også betyde, at sagsbehandlingstiderne i Familieretshuset ville blive nedbragt markant hurtigere end ”i løbet af 2022”.

Det er dog væsentligt at understrege, at den løsning særligt forudsætter to ting:

For det første at det sikres, at man rent faktisk gør Familieretten til en specialiseret enhed – og ikke kun ved navn. Familieretten i alle retskredse bør kun have tilknyttet dommere, som udelukkende beskæftiger sig med familieretlige sager. Det er desværre ikke virkeligheden lige nu, og man kan mærke en tydelig forskel på, som Familierettens sager behandles af en dommer med mange familieretlige sager på bagen eller ej. Noget som fuld specialisering af dommerne i sagerne hurtigt vil kunne rette op på.

Det er nemlig værd at huske på, at samværsområdet jo blev fjernt fra domstolene i sin tid, fordi domstolene ikke løftede opgaven godt nok. Det netop fordi sagerne ikke blev holdt på specialiserede hænder. Samværsområdet indeholder en årelang fast administrativ praksis på en bred vifte af områder, som pt. er ved at blive skyllet ud med badevandet, fordi familieretlige sager ikke kun ligger på specialiserede hænder. Samtidig er detaljeringsgraden i afgørelserne på det familieretlige område afgørende for, om skilsmissefamilier kan opleve at komme hele vejen igennem skilsmissesystemet og stå med en dom, som ikke er mere værd end det stykke papir, som den er skrevet på.

For det andet forudsætter løsningen, at Familieretten forpligtes til at foretage børnesagkyndige undersøgelser i højkonfliktsagerne på lige fod med Familieretshusets aktuelle juridiske forpligtelse. Altså at pligten indføres i retsplejeloven som en undtagelse til den fri bevisførelse.

I højkonfliktsagerne er det ofte svært at vide, hvad der er op og ned i sagerne – og det er derfor afgørende at begge forældres personlige kompetencer og forældreevner belyses grundigt. En vurdering af barnets virkelighed set i et 360 graders perspektiv er særligt afgørende i sager, hvor der er nedlagt påstand om at kontakten mellem barn og samværsforælder skal begrænses massivt eller ophøre. For uden en børnesagkyndig undersøgelse forholder man sig reelt ikke til, om man med en beslutning overlader barnet helt eller primært til forælderen med de bedste forældreevner.

Altså to forudsætninger, der er meget lette løsninger på – heldigvis. For vi er nødt til at hjælpe skilsmissebørnene nu.

Lige nu får skilsmissebørnene varige mén, og det er KUN de voksnes skyld.