Hold dig på din egen banehalvdel og stop med at sige: Han gør – hun gør!! Han gør ikke – hun gør ikke!!
I sager omkring forældremyndighed, bopæl og samvær hører vi som advokater ofte mange – og til tider meget farverige – beskrivelser af, hvad den anden forælder dog gør og ikke gør, der i vores klients optik er helt forkert i forhold til børnene.
I forhold til varetagelsen af barnet kan det være alt fra indholdet af madpakken, huller i strømperne eller manglende deltagelse i barnets skolekoncert til mere alvorlige emner som tegn på, at den anden ikke ser og imødekommer et barns signaler eller på anden vis har en adfærd, der ikke er til barnets bedste. I forhold til forældrenes samarbejde handler det oftest om udfordringer i kommunikationen, overholdelse af aftaler og lignende samt forskelle i forståelsen og oplevelsen af, hvad der er bedst for barnet.
Vi vejleder til og anbefaler, at man som forælder altid har for øje at holde sig på egen banehalvdel – både når der verserer en sag, men i særdeleshed også, når der ikke gør.
At holde sig på egen banehalvdel kan også udtrykkes som: ”Beskriv altid bekymringer m.v. ud fra, hvordan du ser dit barns behov og adfærd, og hvad du vurderer, er til barnets bedste.”
Men – bliver vi så spurgt – dette problem/denne bekymring: er det da ikke relevant at inddrage i vurderingen af sagen? Hvordan skal jeg få det inddraget, hvis jeg ikke må nævne det, men alene skal tale om min banehalvdel??
Selvfølgelig kan alvorlige bekymringer være relevante at inddrage – men måden, det gøres på, kan have afgørende betydning. Ikke kun for afgørelsen af sagen, men væsentligst: for barnets trivsel.
Vi ser ofte, at når samarbejdet er svært mellem forældrene, så kan det være en udfordring at skille ”skidt og kanel” – ligesom forældre til tider taber blikket for, om det nu reelt også er et problem, eller om der nærmere er tale om en okay forskel i, hvordan I er som forældre.
Også her er der tale om en balance og en nuancering – for hvor går grænsen mellem reelt problem og naturlige forskelle i måden at håndtere forældrerollen på?
At holde sig på egen banehalvdel er ikke ensbetydende med, at man ikke kan henlede fokus på elementer hos den anden forælder, der reelt kan have en betydning for barnets bedste og dermed for vurderingen af sagen.
Hvordan man leverer sit budskab, har derimod væsentlig betydning – der kan være stor forskel på, om man tager udgangspunkt i en beskrivelse af den andens adfærd som en faktuel konstatering (han manipulerer, eller hun lyver; han svigter børnene, eller hun overinvolverer børnene), eller om man tager udgangspunkt i sin egen banehalvdel (jeg oplever mig manipuleret, eller jeg kan ikke genkende den udlægning; jeg ser på mine børns adfærd, at …). For hvor den første tilgang bliver ”ord mod ord”, som det kun sjældent er muligt at afgøre sandheden af, så tager den anden tilgang udgangspunkt i den enkeltes oplevelse og vurdering af situationen – og man kan ikke tage en persons oplevelse fra dem, uanset om det objektivt kan konstateres som korrekt eller ej.
Vi hører ofte forældre sige noget i retning af: ”Og så skal vi have vist dommeren, hvor stort et fjog den anden forælder er! Jeg har MASSER af beviser.” Her kommer ”egen banehalvdel” i spil, for det er sjældent, at en dommer overbevises af, hvem der kan smide mest mudder eller komme med de fleste ufordelagtigheder om den anden. Vi ser situationer, hvor en forælder ”skyder med spredehagl” mod den anden i en forventning om, at det da må overbevise en dommer – men her ser vi oftest, at et måske relevant budskab om et reelt fokuspunkt af betydning for barnet kan drukne i mængden. Dommerens opgave er at finde frem til, hvad der er bedst for dit barn – som udgangspunkt ikke at finde frem til, hvem af forældrene der har ”ret” i sine beskrivelser af den anden, medmindre der er tale om situationer, hvor barnets bedste og trivsel objektivt set reelt er på spil.
Det er vores erfaring, at når vi sammen får sorteret i bunken af betragtninger og bekymringer, således at de elementer, vi erfaringsmæssigt ved ikke får/har betydning for afgørelsen af sagen, sorteres fra, og når de relevante betragtninger og bekymringer beskrives på en måde, der tager udgangspunkt i barnet, så oplever vores klienter oftere, at dommere og de børnesagkyndige er lydhøre over for deres beskrivelser.
